Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik.

Klik "her" for at se vores cookiepolitik.

 

Anerkendende tilgang

Som en del af det systemiske, arbejder Porten også ud fra en anerkendende tilgang. Anerkendelse er et begreb, der har vundet frem i den pædagogiske verden, fordi det bidrager til en kultur, hvor man har fokus på individuelle styrker, ressourcer, kvaliteter - snarere end det modsatte. En anerkendende pædagogik betragtes ofte som en pædagogik, hvor der er i orden at være, som man er. Anerkendelse relaterer sig også til begrebet positivt medspil, der angiver handlinger, som hjælper en person eller en gruppe med at lykkes i dens forehavende.

Komplementærbegrebet til anerkendelse er afvisning, som på en måde er lige så vigtigt som anerkendelse, fordi forudsætningen for at opleve ægte anerkendelse selvfølgelig er, at ikke alt automatisk bliver anerkendt - dvs. at noget også kan afvises. Der må således være grænser for, hvad der kan anerkendes, for at ægte anerkendelse bliver mulig. Det er også vigtigt ikke at lægge så megen vægt på anerkendelse fra andre, at det går ud over ens selvfølelse (fornemmelsen af hvad man selv finder vigtigt) og selvrespekt (oplevelsen af at ens egen vurdering er vigtig).

Anerkendelse er en følelse. Et dybt menneskeligt behov. Det handler om at blive set, hørt og forstået.

Et studie udført af Columbia University troede 85 procent af amerikanske forældre, at det var vigtigt at rose deres børn og fortælle dem hvor dygtige de er. Ny forskning har dog vist, at forældrene ikke bare tager fejl, men at rosen er direkte skadelig. Den ros, der skulle være en positiv udvikling af børnene, viser sig i stedet at blive en djævel i deres psyke.

I 1960´erne vandt en ny tankegang frem i USA. En slags ros- og selvværdstankegang. Studier udført i perioden viste, at selvværd var den mest afgørende faktor for menneskers psykologiske liv og udvikling. I perioden fra 1970 til 2000 blev der skrevet mere end 15.000 videnskabelige artikler om selvværd, og hvordan det påvirker vores liv, forhold og karriere. I den tid udviklede man også en tro på, at voksne skulle gøre alt, hvad de kunne, for at give deres børn bedre selvværd. Man sløjfede alt, som man troede på nogen måde kunne skade deres selvværd. Kritik blev til klap på skuldrene, feedback blev til ros, og uanset, hvordan børn præsterede, sagde man: ”Hvor er du dygtig”. Man pakkede dermed børn ind i vat. Ideen var sympatisk. Men den har desværre ud fra forskning vist sig at være skadelig for børnene. I 2003 begyndte association for Psychological Science i Washington at stille spørgsmålstegn ved selvværdstanken. Konklusionerne i de mere en 15.000 artikler om ros og selvværd modsagde ofte hinanden, og man bad derfor en højt anerkendt forsker og professor i psykologi ved Florida State University Dr. Roy Baumeister, om at se forskningen efter i sømmene. Baumeister var stærk fortaler for selvværdsbevægelsen, men da han gik i gang med undersøgelserne, fik han en slem skuffelse.

Baumeister og hans forsker hold kunne konkludere, at kun 200 af de 15.000 studier overholdt de strengeste videnskabelige krav. Og efter at have vurderet dem nærmere fandt Baumeister en meget begrænset sammenhæng mellem ros, selvværd og præstation i skolen. Faktisk så det ud til, at ros hverken forbedrede børns karakter eller deres videre karrierefremskridt.

Baumeister udtalte at det var hans største skuffelse i sin karriere. Skuffelsen fyldte så meget hos Baumeister at han valgte at dykke længere ned i, hvordan ros faktisk påvirker os. Siden har Baumeister og en række andre forskere arbejdet intenst på opgaven, og deres forskning viser nu, at ros med meget stor sandsynligvis gør det stik modsatte af, hvad man troede.

Professor i psykologi Carol Dweck har sammen med et forsker hold på Columbia University studeret, hvordan ros påvirker børn. Holdet har udført prøver med i alt 400 elever i New Yorks femte klasser. I de første prøver ville forskerne se, hvordan forskellige typer ros påvirkede børn. Forskerne delte børnene op i to tilfældige grupper. Den ene gruppe skulle roses for, hvor dygtige de var. Den anden gruppe skulle roses for deres indsats. Forskerne gav derefter, et barn ad gangen, en simpel IQ-test. Testen bestod i små puslespil, der var tilpas lette, at alle børnene ville klare sig forholdsvis godt. Efter testen fik barnet sin score, og så kom det afgørende punkt.

Enten roste forskerne barnet for dennes evner: ”Wow, du klarede dig rigtig flot!” og smilende. ”Du fik otte rigtige. Det er en meget høj score. Du må være rigtig klog!” Eller for dennes indsats: ”Wow, du klarede dig rigtig flot! Du fik otte rigtige. Det er en meget høj score. Du må virkelig have gjort dig umage!”.

Det var det. Én sætning med ros til hvert barn. Med én lille, men helt afgørende forskel. Enten blev barnet rost for evner eller indsats. Dweck havde en fornemmelse af, at der ikke skulle meget til for at se en forskel. Men selv Dweck blev overrasket over, hvor rigtige den forudsigelse skulle vise sig at blive.

Det næste skridt i testen bestod i at se, hvordan rosen havde påvirket børnene. For at finde ud af det, fortalte forskerne børnene, at de skulle testes igen, og de nu måtte vælge mellem to typer tests: Den ene test var sværere end den første, men den ville være meget lærerig. Den anden test var lige så let som den første.

Af de børn, der var rost for deres indsats, valgte 9 ud af 10 den sværeste test. Af de børn, der var rost for deres evner, valgte færre end 5 ud af 10 den svære. Børnene i denne gruppe turde ikke prøve kræfter med noget, der kunne vise sig at blive svære for dem. Børnene var bange for at fejle, og de havde fået en klar opfattelse af, at de ikke selv var herrer over, om de ville klare det eller fejle. Det kom an på, hvor gode de var – det kom an på deres talent. Børnene havde jo fået af vide, at de kunne klare den første test, fordi de var kloge. Men hvad nu, hvis de ikke var kloge nok til den svære?

Børnene, der var rost for deres indsats, så lige modsat på tingene. De havde fået den tro, at de selv havde kontrol over deres succes, for succesen afhang ikke af, hvor kloge de var. Den afhang af, hvor hårdt de prøvede.

Efter denne undersøgelse gav forskerne nu alle børnene en opgave designet til børn i syvende klasse, altså en opgave to år over deres klassetrin. Denne gang fik børnene ikke noget valg. Alle skulle tage testen. Og de fejlede hver og en. Men Dweck og hendes team bemærkede igen en tydelig forskel mellem børnene i de to grupper. De børn, der var blevet rost for deres indsats, regnede med, de bare ikke havde prøvet hårdt nok. Og selvom de fejlede, sagde mange af dem, at denne test var den sjoveste af dem alle tre. De børn, der var blevet rost for deres evner, gik ned med flaget. Allerede under testen kæmpede de for at klare sig, svedte og blev kede af det, når de ikke kendte svarerne. De tog deres fiasko som tegn på, at de slet ikke var dygtige alligevel.

Nu fulgte det, der var overraskende Dweck mest. Dweck og hendes forskere gav børnene en sidste test. En test af samme sværhedsgrad som den allerførste, børnene havde fået. Børnene tog testen og Dweck fik et chok. De børn, der var blevet rost for deres indsats, klarede sig 30 procent bedre anden gang. De børn, der var blevet rost for deres evner, klarede sig 20 procent dårligere anden gang. På en test, de allerede havde taget. Hvis et barn havde 70 procent rigtige i første runde havde de forskellige former for ros enten flyttet barnet til 91 procent rigtige eller til 56 procent rigtige. Det er forskellen mellem et elleve tal og et syv tal. Og det var kun én sætnings ros, der gjorde udslaget.

Ros kan, som det ses i eksemplet med Dwecks undersøgelser, være både opbyggende og ødelæggende. Men det viser også, at ros kan have en helt tredje effekt. Når man bliver rost eller belønnet for et godt stykke arbejde, udløser hjernen et stof kaldet dopamin. Dopaminen stimulerer de dele af ens hjerne, der skaber følelsen af stolthed og tilfredsstillelse. Rosen gør altså, at hjernen udløser dopamin, og det er dopaminen, der får os til at føle os stolte og tilfredse med os selv. Dopaminen har imidlertid også en anden effekt. Det påvirker vores evne til at opleve lyst og smerte. Dopamin fjerner smerte og erstatter det med lyst. Det er derfor, belønninger har en meget direkte effekt på aktivitet – som vi så i tilfældet med bankerne på Wall Street. De store belønninger, sælgerne fik for hvert salg, udløste dopamin i deres hjerner, og det gav dem en form for rus af lykke og tilfredshed. Desværre er dopaminrusen meget kortvarig. Og når opturen er ovre, kommer der en nedtur samt en øjeblikkelig trang til en ny optur. Det er derfor, at vi efter en succes eller en sejrsoplevelse pludselig føler en mærkelig tomhed og mangel, så snart sejren er ovre og fejret.

I det perspektiv er dopaminrusen ikke langt fra rusmidler som hash, kokain mv. Rent kemisk er de to ruse faktisk næsten ens. Dopamin spiller en afgørende rolle i alle afhængigheder. Rusmidler som kokain og amfetamin mv. virker nemlig ved, at ændre på hjernens dopamin-niveauer. Kokain sørger for, at man producerer mere dopamin – og at dopaminen bliver længere i hjernens synapser. Det giver en enorm og lang rus. Men også en enorm og lang nedtur bagefter.

Den rus man får, når man bliver rost eller belønnet, virker på helt samme måde. Når man får ros eller belønnes, sker der nemlig to ting. Først udløses dopaminen i vores system, og det giver os en følelse af tilfredshed og glæde. Den følelse forbinder vores hjerner dernæst med belønningen eller rosen. Glæden forbindes altså ikke med det konkrete indsats, man har udført. Den forbindes med selve belønningen og rosen. Og man får lyst til mere ros. Når nedturen indtræffer efter dopamin-rusen, får man trangen til en ny rus. Og man begynder at jage rosen og belønningen.

Dopamin er et naturligt stof i hjernen, så effekten er naturlig. Men jo oftere man oplever rusen, jo stærkere bliver vores behov for at få nye succeser. Og på et tidspunkt skifter man over, så man ikke længere arbejder for glæden ved selve indsatsen, men i stedet er på en konstant jagt efter succes rusen.

Når forældre fortæller deres børn: ”Du er så dygtig!” gøres det ofte ud fra betingelsesløse kærlighed. Man vil fortælle dem, at man er der for dem, og det er et godt signal. Men rosen er meget uspecifik. Et bedre alternativ er at anerkende specifikt for indsats. ”Flot, at du holdt fokus så længe… Flot at du lyttede til alt, hvad jeg sagde… Flot, at du blev ved med at kæmpe.”

Når anerkendelse rettes mod en konkret indsats, barnet eller den unge har gjort er den nemmere at gøre specifik. At anerkendelsen skal være oprigtig skyldes, at mennesker konstant bedømmer andres oprigtighed, når de taler. Professor og forsker i psykologi ved University of Virginia Daniel T. Willingham og den tyske psykolog og forsker ved Bielefeld Universitetet Wulf-Uwe Meyer, der begge har forsket i ros, mener det giver bagslag når man anerkendes og mærker, at ordene ikke er oprigtige. Da antager man, at anerkendelsen dækker over, at man faktisk har præsteret middelmådigt eller dårligt. Men at den anden ikke kan få det sagt eller ikke mener, at man kan tåle at høre sandheden. Når man skal anerkende hinanden, er det vigtigt, at anerkendelsen er oprigtig og møntet på en specifik indsats.

Ved at være nysgerrig skaber det paradoksalt nok både engagement og også mere læring hos den, man taler med. I stedet for at dømme, hvad der er rigtigt og forkert, så vær interesseret i, hvordan den anden vurderer indsatsen og resultatet selv.

Den anerkendende nysgerrighed er ikke som politibetjenten der skal opklare ting. Den er som en ven, der er åben for de, man har at sige. Fortæl om årsagen til samtalen: At du gerne vil vide mere om, hvordan det er lykkedes den unge og opnå de gode resultater. Dette trin er lykkedes, hvis den man taler med, kan mærke, at man ikke ligger på lur med en vurdering, tolkning eller et godt råd, men er oprigtigt interesseret i, hvordan den unge har grebet tingene an. Stil åbne spørgsmål: Hvad gjorde du? Hvordan gjorde du? Hvad var det bedste ved det? Når man er neutral i sine spørgsmål, åbner man op for svar, man ikke selv kunne have forstillet sig. Hør og vis interesse i den unges historie: Hvordan lykkedes det for dig? Hvilke kompetencer trak du på? Hvad var din vigtigste rolle i det? Hvad var andres roller? (eksempelvis andre unge, lærer mv.) Tal evt. om læring: Har den unge lært noget af oplevelsen? Blev andre udveje overvejet? Hvilket resultat vil den unge du taler med, have ønsket? Er der noget, som den unge ville gøre mere eller mindre af en anden gang? Husk på at det er den man taler med, der er eksperten på sig selv – ikke en selv.

Omsorgsfuld nysgerrighed er alternativet til ros. En lignende tankgang kan man bruge, når en præstation kalder på det modsatte af ros – altså kritisk feedback. I det tilfælde er det vigtigt, at feedbacken kommer fra en, der er kompetent på området. Derudover skal den rumme tre vigtige ting. Den skal være kærlig, konstruktiv og konkret.
Kærlighed betyder ikke, at feedbacken kun skal være positiv – det betyder, at den er ærlig omkring det, som den unge behøver gavn af at høre. Det vil sige, at den faktisk er i den unges interesse. Konstruktiv betyder, at feedbacken går på noget den unge reelt kan ændre på. Det nytter ikke noget at give feedback på ting, den unge alligevel ikke kan gøre noget ved, eller som har med situationer at gøre, der ikke længere er relevante. Konkret betyder, at feedbacken er specifik, så den unge ved præcis, hvad der skal ændres på.

Det væsentligst er nysgerrighed og respekt. At man som fagprofessionel kan afholde sig fra at være dømmende. Selv ros kan være ubehagelig at modtage, hvis den går på, hvem man er, frem for hvad man har udrettet. Det behøver ikke være åbenlyst grænseoverskridende som et fysisk kompliment fra en fremmed, men kan også være vurderinger af ens kompetencer eller intelligens. Komplimenten ”hvor er du klog” er vanskelig at tage imod. Både fordi præmissen er uklar, men også fordi man nu ved, at der er en, der går og vurderer os. Det er vanskeligt at ændre på, om man er klog eller ej, og umuligt at vide, hvad man konkret skal gøre for at blive ved at have den status i en andens øjne. Ved at ændre fokus fra ordet ”klog” til ”umage” undgår man fordummede ros, At få af vide at man gjorde sig umage viser en påskønnelse af en adfærd, man selv er herre over. Noget man kan gentage og forvente at opnå resultater med igen. Men vigtigst af det, at anerkendelse af ens indsats kommer i form af positiv interesse og opmærksomhed. Ved at vise interesse gør man både den, man taler med, klogere på, hvad der er sket, og viser respekt. Ovenikøbet får man selv muligheden for at lære noget nyt.

I Portens dagligdag handler det om, at se barnet som et "jeg" og acceptere det. Forudsætningen for dette er, at vi skal have barnet "ind under huden". Har vi ikke det, vil vi se barnet som et objekt. For at vores pædagogik kan betegnes som anerkendende, skal den være gensidig – den unge og den voksne skal være ligeværdige i relationen. Det er dog den voksne, der bærer ansvaret for relationens kvalitet.

På Porten skal barnet ses som den det er, og ikke kun for hvad det kan. Det betyder ikke, at der ikke skal roses og anerkendes - det skal vi også, men anerkendelsen ligger i at acceptere barnet, som det individ det er. I det daglige betyder det, at Porten hele tiden forsøger at benævne barnet. Dvs. at det pædagogiske personale sætter ord på hvad vi ser at barnet føler, siger og gør. Det viser barnet, at vi accepterer det og er med til at tydeliggøre barnet over for sig selv.

På Porten er det vores mål ikke at skælde ud. Det betyder ikke, at de unge ikke møder krav og pligter. Tværtimod! Børn og unge har i den grad brug for tydelige voksne, der udfordrer dem og kan sætte grænser, men vi forsøger hele tiden at guide og vejlede de unge i stedet for at skælde ud. Dette hænger meget sammen med den anerkendende pædagogik og respekten for individet. Hvis vi nægter et barn noget, forsøger vi altid at sætte noget i stedet for. De unge på Porten vil som regel altid møde et alternativ, hvis de får et nej eller i hvert fald få en forklaring.